Brugtbåd: Drabant 27 – Robust og hurtig
Tekst og foto: Henrik Hansen
En rolig og sindig turbåd, der uden tvivl kan leve op til et endda temmelig højt ambitionsniveau som familiekapsejler. Sådan blev Drabant 27 opfattet af Bådnyts testsejlere i 1982, og sådan kan man stadig karakterisere båden.
Drabant 27 kom til verden på Gert Gerlachs tegnebord i Hundested i 1979, som den femte i rækken af Drabanter, der alle har været gedigne succes-både.
– Målet var at bygge en lille/stor båd, der var mere rummelig end Polaris Drabant, med hovedvægten på, at det skulle være en god turbåd med gode sejlegenskaber. Derfor blev der ikke skelet til nogen målerregel, fortæller Gert Gerlach.
I dag sejler Drabant 27’ere stadig gode resultater hjem ved lokale sejladser, men båden viser sin styrke nede om læ i den rummelige aptering, der er næsten genial i al sin enkelhed.
Indretning
Salonen rummer to gode sofaer, der hurtigt omdannes til køjer, ved at man svinger ryghynderne op. Et rigtig fornuftigt gammelt system, der heldigvis er ved at vende tilbage i moderne konstruktioner.
Pantryet er ikke stort, men meget kompakt og funktionelt. Eneste minus er, at man kun kan bruge smalle komfurer. Kortbordet løber på skinner og kan fint og nemt gemmes væk under styrbord kistebænk.
Fremme i forkahytten er der en god dobbeltkøje med et meget stort stuverum under køjebunden. Der er også toilet i forrummet, der kan lukkes af fra salonen med en dør.
Der er fuld ståhøjde i salonen for ikke-for-høje sejlere. Båden virker større om læ end en 27 fods båd, men er faktisk også 27,5 fod.

Om “Tejst” (D2)
Den udbudte båd, “Tejst” (D2 fra Lynæs), er bygget af Tom Winther Hansen, mens han var ansat som bådebygger hos Gert Gerlach. Båden har sandwich-laminat i skroget, gennemgående mast (25 cm længere end standard), skydekappe i teak, gaskomfur med ovn, stor fast ferskvandstank på ca. 80 liter, og meget mere gennem 23 års ejerskab.
– Jeg har bygget båden til mig selv helt fra grunden, mens jeg var ansat som bådebygger hos Gert Gerlach, fortæller Tom Winther Hansen. – Min kone og jeg har haft båden lige siden, og vi har haft mange gode ture i den igennem 23 sæsoner.

Mini-trimguide til Drabant 27
Drabant 27 har en 19/20’s “næsten mastheadrig” med en enkelt, let bagudvendt saling og kun ét undervant. Masten skal sættes næsten lodret, med kun 10-15 cm og maksimalt 20 cm hældning, målt ved bommen.
“Tejst” har desuden en gennemgående mast, der er 25 cm længere end standardmasten. Det betyder, at storsejlets P-mål er 25 cm større end standard.
Båden er desuden mere garneret med træ om læ, og de fleste indvendige glasfiberoverflader er malet med polyuretan-maling. Kahytsbordet har flaskelager og kan flyttes op i cockpittet.

Defekter på “Tejst”
På en 23 år gammel båd er der uundgåeligt nogle defekter: Rælingslisten er bøjet efter påsejling i 1985. Gelcoaten i vandtanken er krakeleret. Dieseltanken er repareret i 2002. VHF-senderen virker ikke. Der er osmose i roret.

Udstyr til “Tejst”
Ny motor (18 hk Yanmar diesel fra 1999), Apelco 265 ekkolod, Garmin GPS 120, VHF-radio, Autohelm 100 selvstyrer, 110 Ah batteri, projektør, badestige, sprayhood, spilerudrustning, bådevogn og meget mere.
Storsejlet er fra 1995 og forsejlene fra bådens start – stadig kapsejlads-duelige i 2002.
Kilde: Bådnyt, 2003 – Artikel af Henrik Hansen